'Synes godt om' og del indlægget, hvis du fandt det brugbart.

Hvad spiser de sundeste befolkningsgrupper på Jorden? I hvert fald ikke stenalderkost… Deres kost er heller ikke LCHF. Du får svaret i dette indlæg.

Der findes nogle befolkningsgrupper i verden, der lever længere end alle andre og samtidig er udsatte for færre kroniske sygdomme. Forskeren Dan Buettner har undersøgt, hvad disse befolkningsgrupper har til fælles. ”The Blue Zones” kaldes områderne, hvor folk lever længst, har den største andel af hundredårige i verden samt den laveste hyppighed af livsstilssygdomme. Buettner har både undersøgt, hvordan de lever med hinanden, og hvad de spiser. Han taler om det førstnævnte i en Ted Talk, som jeg anbefaler, du ser. Aktive mennesker på over 100 år ser man ikke ofte… Billederne, han viser i præsentationen, er utrolige. En 103-årig, der kører på knallert. En mand på over 100 år, der foretager 20 hjerteoperationer om måneden. Se videoen, for han har mange gode pointer.

Hvad spiser de? Det svarer Dan Buettner på i bogen ”The Blue Zones”:

Ikaria, Grækenland: En variation af Middelhavskosten, rig på olivenolie, frugt, grønsager, fuldkorn, frugt og en smule fisk. Gedemælk og vin (cirka 2 glas om dagen) er også en fast bestanddel af deres kost, ligesom kaffe og te indtages regelmæssigt.

Syvende Dags Adventisterne i Loma Linda, Californien: En vegetarisk kost, rig på bønner og nødder, et højt indtag af plantebaserede omega-6 fedtsyrer, et lavt indtag af omega 3 fedtsyrer og ingen alkohol.

Nicoya, Costa Rica: Sorte bønner, hvide ris, majstortillas, squash, æg (mest spejlæg) og frugt er en fast bestanddel af deres kost. I forhold til de andre ”blue zones” spiser de mere kød (primært kylling og svinekød) og frugt. Vandet, de drikker, har et højt indhold af mineraler, især kalcium. Kaffe drikkes dagligt og er sødet med rå sukkerrør.

Sardinien, Italien: Plantebaseret kost med en høj indtagelse af mørk rødvin, favabønner og byg. Gedemælk og gedeost indtages ofte. Kødindtaget (lam, svinekød, fisk og skaldyr) er begrænset og indtages ikke ofte. Kaffe drikkes dagligt.

Okinawa, Japan: Plantebaseret kost med stor mængder af forskellige typer tang. De spiser mange søde kartofler, hvide ris, sojabønner og sojaprodukter såsom tofy og miso og drikker te. Råsukker spises med snacks. Mindre indtagelse af fisk og svinekød. Kosten er rig på kulhydrat og fattig på fedt (High-Carb Low-Fat). De spiser stort set ingen æg eller mejeriprodukter.

Fællestræk mellem The Blue Zones:
  • Hovedsagligt plantebaseret (grønsager!)
  • Ingen overspisning
  • Maden produceres lokalt eller er hjemmedyrket og er hjemmelavet.
  • Kulhydrat (i høj grad stivelsesrige kulhydrater) er den dominerende makro.
  • Bønner, inklusive fava, sorte, soja og linser, er grundpillen i de fleste diæter.
  • 3 ud af 5 områder indtager regelmæssigt kaffe
  • 4 ud af 5 områder indtager regelmæssigt alkohol
  • Alle 5 områder indtager regelmæssigt kornprodukter og bælgplanter
  • Ingen af områderne følger en Stenalderkost / Palæo-kost.

Der er ingen tvivl om, at et højt proteinindtag er fordelagtigt på mange måder, når man gerne vil tabe sig, som jeg skriver om her. Men du skal ikke tro, at protein er lig sundhed. Kroppen har kun brug for 0,8 gram protein per kg kropsvægt ifølge de officielle anbefalinger, og det kan man nemt få igennem en kost med fokus på kulhydrater. En proteinrig kost er ikke sundere end en kulhydratrig kost.

I 80’erne og 90’erne var det indtagelsen af fedt, der var roden til alt ondt. I det 21. århundrede er kulhydrater imidlertidig blevet den store fjende i Vesten, selvom Atkins jo allerede udgav sin første bog om at indtage en lowcarb-diæt tilbage i 1972. Men nej, kulhydrater er ikke din fjende. Heller ikke stivelsesrige kulhydrater. Din fjende er overspisning og inaktivitet (og rygning).

Blandt den brede befolkning i Danmark og mange vestlige lande ser der ud til at være en fælles (ubegrundet) konsensus om, at hvide ris, hvidt brød, hvide pasta og generelt alt med stivelse i er årsagen til al overvægt og sygdom i verden. Og selvfølgelig sukker også. Faktum er dog, at de sundeste befolkningsgrupper i verden spiser masser af stivelsesrige kulhydrater og brød. Men som skrevet, så er der bare den forskel, at de ikke overspiser, ligesom mange gør i Vesten. Som Dan Buettner siger i Ted Talk-videoen, så spiser de, til de føler, de er 80 % mætte. Hjemmelavet mad, masser af frugt, grønt og bønner, fysisk aktivitet…

Mens mange mennesker i Vesten går rundt og tror, at (stivelsesrige) kulhydrater er usunde, sidder en flok 100-årige, sygdomsfrie mennesker i The Blue Zones og nyder deres hvide ris og brød. Ironisk, ikke?

Læs også dette indlæg: En sund livsstil: Sådan bør din kost se ud.

'Synes godt om' og del indlægget, hvis du fandt det brugbart.